Bedre tekster: Komma, del 1

Sæt kommaer med dette enkle trick

Af en eller anden grund har kommaet fået særstatus på dansk. Svært at sætte, forvirrende og med alt for mange regler.

Når jeg bliver spurgt, om jeg vil læse korrektur for folk, er det ofte med et forlegent: “…og der mangler sikkert en masse kommaer”, som sidste bemærkning.

Og det er sjældent en overdrivelse.

Men det behøver imidlertid ikke være sådan. Der er måske en del regler at holde styr på, men med lidt teknisk snilde og det simple trick, jeg her beskriver, kan du nemt finde hovedparten af dine manglende kommaer.

Problemet er tit, at man måske nok har forstået reglerne, men ofte simpelthen glemmer at kigge efter manglende kommaer, når man læser sin tekst. Der er jo ofte så meget andet, man også skal holde øje med, når man sidder op til deadline og prøver at få sin tekst færdig.

Et fif, som du kan bruge til at finde en god mængde manglende kommaer i din tekst, er at bruge søgefunktionen i dit tekstbehandlingsprogram. Med denne kan du søge efter ord, som ofte kræver et komma.

Jeg bruger ikke metoden på mine egne tekster. Dér sætter jeg de fleste kommaer, som jeg skriver. Og de få jeg mangler, finder jeg ofte ved en gennemlæsning.

Men ofte når jeg skal læse korrektur på andres ting, er dét det første, jeg gør, inden jeg overhovedet er begyndt at læse teksten. Så kan jeg nemlig bedre koncentrere mig, om hvad der faktisk står.

Metoden er ganske simpel. Jeg åbner simpelthen søg og erstat-funktionen i Word og går teksten igennem efter en bestemt rækkefølge af søgekoder. Søgekoderne er skrevet med henblik på at finde de ord, der typisk styrer komma på dansk.

Lad mig forklare det med et eksempel:

At skal næsten altid have komma foran sig, hvis det ikke følges af et udsagnsord (lat. verbum). Og hvis kommaet ikke skal stå lige foran, skal det ofte stå foran ordet, der kommer før at. Fx i “for at”, “og at” og “eller at”.

Derfor søger jeg på ”^$ at ” (uden anførselstegn).

^$ er et såkaldt wildcard og betyder ethvert bogstav (altså ikke et tegn!). Så et mellemrum. Så ordet at. Så endnu et mellemrum.

OBS! Det kan godt være, at din version af Word har et andet wildcardsymbol for et bogstav end min. Du finder det rette tegn ved at åbne den avancerede søgefunktion.

Word finder nu alle de steder i min tekst, hvor at står omgivet af en sætning, men hvor der ikke er komma.

Det er naturligvis ikke alle disse, der overhovedet skal have et komma. Men nogle skal.

Derfor skriver jeg nu “, at ” (uden anførselstegn) i vinduet, hvor jeg kan skrive, hvad jeg gerne vil erstatte med.

Og så klikker jeg mig ellers igennem:

Jeg trykker find næste, hvis mit at ikke skal have komma – hvis det står foran et verbum, fx “at kunne”.

Og jeg trykker erstat, når word har fundet mig et manglende komma.

Og sådan kører jeg ellers teksten igennem.

Det er da smart, er det ikke?

Nå, men der er jo mange andre ord end bare at, der styrer komma på dansk – og der var jo også lige det der med at kommaet ved at også kan stå foran ordet før.

For at gøre det så håndgribeligt som muligt har jeg på følgende side lavet en liste med søg og erstat-par i den rækkefælge, som jeg vil anbefale dig at søge efter dem i din tekst. Jeg har også skrevet en kort forklaring til hvert par, så det forhåbentligt bliver lettere for dig at vurdere, om et søgeresultat skal have komma eller ej.

Jeg arbejder også på en video, hvor jeg demonstrerer metoden. Når den er klar, lægger jeg et link op.

Denne metode finder selvfølgelig ikke ALLE kommaer i din tekst – og slet ikke dem, du har sat forkert – men den vil helt sikkert hjælpe dig med at finde nogle stykker, som du har overset.

Kommaer, som metoden helt sikkert ikke finder, er blandt andet opremsningskomma og præcisionskomma.

Du kan selvfølgelig ikke bruge metoden ordentligt, hvis du slet ikke har forstået de danske kommaregler til at begynde med. Men til det er der heldigvis hjælp at hente hos Dansk Sprognævn, som har lavet en simpel guide til at forstå de danske basisregler for komma. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *