Bedre tekster: Lange sætninger

Nogle synes, at de og deres tekster lyder klogere, hvis de formulerer sig i lange, snørklede sætninger, som indeholder så megen information, at læseren må tage noter undervejs eller stoppe op for at finde hoved og hale og i øvrigt trække vejret, for at denne overhovedet har en chance for at følge med i, hvad det var, at skribenten prøvede at sige til at begynde med. 

Andre synes, at det er irriterende. Jeg er en af de sidste.

Da jeg gik på Berkeley, sagde en af mine undervisere følgende til vores hold:

“Bare fordi det stof, I formidler er vanskeligt, behøver det ikke være svært at forstå, hvad I siger.”

Nu ved jeg godt, at nogle af de mest kendte filosoffer formulerer sig i disse lange, snørklede sætninger, og at de slipper af sted med det – og endda lyder ret så cool.

Men ud af skabet med det: Du er næppe Walter Benjamin. Eller også er der et stykke arbejde at gøre, inden du har vist verden, at du er. Og det arbejde er ikke gjort ved at mørklægge for din underviser, dine medstuderende og din eksaminator, hvad du mener.

Din opgave er næppe et filosofisk hovedværk. Dens formål er i stedet at formidle klart og koncist til din læser, hvad det er, du gerne vil sige.

Du kommer i stedet langt ved at formulere dig i korte præcise sætninger.

De bedste formidlere, jeg kender, formår at gøre selv vanskeligt stof tilgængeligt i et klart og præcist sprog.

***

Faktisk er det med de knudrede sætninger og obskure begreber lidt en sygdom, der koster en del på selvtilliden hos nogle de medstuderende, der (heller) ikke forstår, hvad der blev sagt.

Jeg ved det, da jeg selv var en af dem, da jeg i sin tid startede på studiet. Her var flere af mine medstuderende mestre i at kaste om sig med svære begreber i mundtlige arabesker.

Det lød alt sammen vældig klogt – navnlig, når man ikke var bekendt med flere af de navne de namedroppede – og i øvrigt ikke helt forstod, hvad der overhovedet blev sagt.

Jeg var således ret overbevist om, at jeg slet ikke passede ind på studiet. At alle andre var langt klogere mig, og jeg aldrig ville slå til, fordi jeg ikke kunne kaste om mig med teori på den måde – og fordi teori “lød” helt anderledes i mit hoved, når jeg læste den.

Jeg sad derfor for det meste stille hen og lyttede, mens min selvtillid svandt og svandt.

Det varede ved frem til en dag, hvor en af mine undervisere fulgte et ganske uforståeligt spørgsmål stillet af en medstuderende op med et ret provokerende: “Øhm, kan du bryde dit spørgsmål ned i mindre dele, for jeg forstår simpelthen ikke, hvad du siger. Og jeg har ikke den fjerneste anelse om, hvordan Freud passer ind i det her.”

Kommentaren blev leveret med en vis irritation og var bestemt ikke en blid måde at gøre den studerende opmærksom på, at vedkommendes kommentar var nærmere vås end noget andet. Den studerende fik da også ildrøde kinder, hvorefter han stammede sig igennem et – tilsyneladende – helt andet spørgsmål.

Men for mig var det en lettelse.

Det var lidt, som da den lille dreng råbte, at kejseren jo ikke havde noget tøj på. Der var bestemt meget jeg selv manglede at forstå, men fra den dag følte jeg, at jeg havde fået lov til at tænke, at selve formidlingen af et emne nogle gange kunne være grund til, at jeg ikke forstod, hvad afsenderen mente. Og endda nogle gange tvivle på, om afsenderen selv havde forstået, hvad denne ville sige.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *