Bedre tekster: Passiver

Han blev kørt til skole af sin far. / Hans far kørte ham til skole.

Han førtes til cellen af fangevogteren. / Fangevogteren førte ham til cellen.

Den grammatiske forklaring af forskellen mellem aktiv og passiv lyder således:

Ved aktiv form er det sætningens grundled/subjekt, som udfører verbets handling. Ved passiv udføres verbet på subjektet.

Det kan virke som en lille forskel – men tro mig, det gør en verden til forskel, om man skriver en tekst i aktiv eller passiv form.

Passiv gør en tekst langsom og uinteressant. I akademiske opgaver er det simpelthen bare irriterende:

“Det antages, at læseren er bekendt med…”

“Det opstilles som eksempel, at…”

Faktisk er passiv en nær fætter til en anden af mine kæpheste, nemlig spørgsmålet om, hvem der taler i en tekst. Det har jeg skrevet om her.

Så – hvordan undgår du den irriterende passiv? Det gør du ved at finde, hvor du bruger den, hvorefter du skal overveje, om du kan erstatte den med aktivt sprog.

Som i flere af mine andre artikler anbefaler jeg, at du gør brug af søgefunktionen i dit tekstbehandlingsprogram.

Søg efter følgende (uden anførselstegn):

” blev “

” bliver “

“es “

Den sidste søgning får naturligvis en masse ord frem, som ikke er passiv. Vores for eksempel, som du selvfølgelig skal springe over. Men søgningen giver dig hurtigt et indtryk af, om du har problemer med overdreven brug af passiv.

En anden upside ved at rydde ud i sin brug af passiv er i øvrigt, at det ofte sparer en del ord. Se de to sætninger ovenfor. Her har jeg på to sætninger alene “sparet” tre ord. Over en hel opgave kan det godt blive til en slat. Det er måske ikke så besnærende, når man skal til at starte en opgave – men tro mig: du skriver sikkert for meget i sidste ende!

Det er dog vigtigt at understrege, at jeg ikke sige, at man ALDRIG skal bruge passiv – faktisk er der steder, hvor man nærmest ikke kan bruge andet: Han blev dræbt for eksempel. Ja, den er vanskelig uden brug af passiv!

One Reply to “Bedre tekster: Passiver”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *